Hvad er CPH PIX?

Nu har vi i Danmark fået en ny og efterhånden rimelig velintegreret festival: CPH PIX. Men hvad er det overhovedet?

Efter min mening er CPH PIX en rigtig god ide. Det er nemlig rigtigt tilgængeligt for alle.

Man kan købe billetter i stort set alle biografer, der er gratis festivalprogrammer på biblioteket og filmene ligger i biografer på passende tidspunkter.

Derudover er filmene meget farverige: der er alt fra syrede kultfilm med peniser der vokser ud af væggene, til en hel serie med sære japanske b-film der tæller titler som "Nude Nuns With Big Guns" og "Karate-Robo Zaborgar". Derfor kan man få sig alt fra et godt grin til en udvidet horisont i de 18 dage festivalen varer.

Jeg har været inde og se en japansk og en irsk film sidste år, og det var ihvertfald specielt og meget af tiden rigtig godt.

Selv er jeg lidt deprimeret. Efter nu at have læst festivalprogrammet igennem 2 gange, undersøgt priserne for filmpas til hele festivalen, og hvordan jeg kan komme til at se film mandag, tirsdag, onsdag, torsdag osv., har jeg efterhånden fortrængt at festivalen foregår i København og ikke i Rudkøbing. Derfor vil jeg opfordre jer alle sammen til at gå ind på hjemmesiden og se nogle spændende film derude. Man kan også gå til seje events som Elefantmanden Live eller Blair Witch Project i en skov. Så kan i fortælle mig om det, og næste år så kan jeg komme ind og se dem alle sammen og blogge om spændende ungarske zombiefilm her på bloggen!

Derudover er der jo også andre festivaler, som den dejlige (omend noget tynget af langtrukne fransktalende ungdoms-socialrealisme i store doser) BUSTER-børne- og ungdomsfilmfestival, hvor billetterne er meget billige. Så er der jo også CPH Gay and Lesbian Film Festival, hvis man har lyst til at se bierne kysse lidt med bierne, og blomsterne kysse lidt med blomsterne.

Her kan man også opleve Xavier Dolans J'ai Tué Ma Mère, hvis man missede den på Buster sidste år. Den skulle være rigtig god.

Altså: Tag på filmfestival! Det er for fedt..

The King's Speech

The King's Speech (Kongens Store Tale), har så vundet en oscar for bedste film over andre og fremragende film som f. eks. Coen-brødrenes The Social Network, som jeg har set 2/3 af i et fly i Indien.

Så The King's Speech nu fortjent det? Jeg har været I Rudkøbing Bio og se den, og ja det er faktisk en skidegod film. En meget klassisk oscar-vinder.

Den handler om (for dem der ikke skulle vide det) den nye konge af England (Colin Firth)'s kamp for at kunne trodse sin stammen og derfor kunne holde gode taler, som kan støtte folket. Det får han så hjælp til via sit venskab med en "meget uortodoks og bramfri" taleterapeut spillet af Geoffrey Rush. Filmen veksler elegant imellem venskabet mellem kongen og taleterapeuten, og de store begivenheder i kongehuset og landet.

Filmen fungerer rigtig godt. Historien om kongen der stammer er virkeligt medrivende, og man føler sig meget nær kongen, som om man står og kigger med bag et skab (som Jeffrey i Blue Velvet) på noget man ikke må se, det allerinderste af det engelske kongehus. Skuespillet fungerer super. Jeg er et kæmpestort fan af Colin Firth, og hans evne til at spille meget stiv britisk men samtidig meget emotionel. Visuelt er den lækker og flot.

Det hele kan dog godt blive lidt... stift? The King's Speech er sådan set et klassisk britisk historisk drama, uden så frygteligt mange nye ideer. Det er nemt at komme til at savne lidt frækhed over den slags film. Så derfor vandt den selvfølgelig den oscar.

DK, Bier og smukke børnevampyrer

Så vandt Susanne Bier en oscar. Amerika har kastet sine fedtede oscar-statuetter efter den danske kunst. Hvad betyder det så?

Det kan man vel tolke på mange måder. Enten "Vi synes Susanne Bier laver verdens bedste film!" eller "Susanne Bier laver film der kan måle sig med vores historiske følelsesporno, der normalt vinder oscars!". Det er jo ikke bare den bedste film der vinder oscars. - Det er den amerikanerne bedst kan lide, dvs. den mest amerikanske.

Så okay, det kan godt se ud som om, at amerikanerne har fået øjnene op for norden. Med for eksempel det tvivlsomme stjernebesatte remake af Susanne Biers "Brødre". Det er egentlig okay, for den var ret amerikansk i forvejen. Men så.. rørte de.. "Lad den rette komme ind", en fantastisk svensk gyser. Meget original, og smuk på sin helt egen måde i historien om en lille dreng der møder en pige som er vampyr. Det hele er så visuelt underspillet og flot, en af de mest originale nordiske film længe, og også sat på det britiske filmmagasin Empire's liste over de 100 bedste ikke-amerikanske film

Og hvad sker der så? Så siger Hollywood: "Det er da en meget god ide.." og så laver de en mere splattet version med smukke børneskuespillere som vampyrer.

De nederste er de nye. Sådan der. Stephen King kalder remaket "Den bedste amerikanske gyser i 20 år. Suk.

Så hvad skal i med alt den opmærksomhed, hvis det bare skal foregå på den måde? Hollywood har altid siddet på pengene, og det var jo meget det samme der skete for fransk film. Jeg håber bare, at Norden ender med at få den anerkendelse de har brug for, måske et nyt gennembrud og en ny Bergman og Trier.