"The Tree of Life" er en film der handler om utrolig meget. I løbet af de 2,5 timer filmen tager følger vi en sydstatsfamilie med en ustabil dominerende far (Brad Pitt) og 3 drenge, samtidig med at der er en større historie i gang når kameraet farer rundt over universet og stjernetåger, ind i de mindste celler og tiden før der fandtes mennesker. Det giver et perspektiv på historien der giver en en følelse af sammenhæng mellem natur, univers, ja hele verden, på en så smuk og upåtaget måde som ingen film jeg har set før. "Sometimes there is so much beauty in the world, I feel I can't take it, like my heart is going to cave in." siger Ricky Fitts i Amerícan Beauty. Den følelser for man som tilskuer, når de fantastiske billeder ruller hen over skærmen med et lydspor af klassisk musik der følger hele filmen og også fungerer som en del af historien. Pludselig bliver det meget større end man kunne forestille sig.
"The Tree of Life" minder mig lidt om rumrejsen år 2001, ikke kun på grund af længden og begge films, hvad skal man sige, rolige tempo. Der er noget poetisk, noget "larger than life" over dem begge. De er film man kun ser en gang, men så heller ikke glemmer. Med dette sagt har "The Tree of Life" helt klart gjort sig fortjent til guldpalmerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar