Et par festivaler senere

Var der nogen af jer der var på DOX festivalen i år?

Jeg var. Men jeg var dog kun inde og se en film (dyre billetter, dyre billetter). "Two Years at Sea" af Ben Rivers, en lille engelsk fyr, der svarede på spørgsmål efter filmen.

Filmen handlede om en eneboeren Jake, der boede oppe i bjergene i Skotland.

I filmen følger vi Jakes liv. Der er ikke nogen konflikt, ingen dialog. Bare sådan en dyb stilhed. I minutlange indstillinger ser vi Jake tage et bad. Sidde og fiske uden at fange noget.

Filmen starter med et shot af Jake der kæmper sig vej gennem sneen. Sådan følger filmen kronologisk ham i et helt år, hvilket giver en meget fin kontinuitet.

Jeg må dog indrømme (filmen blev vist i cinemateket kl. 9:30) at jeg vist også sov lidt undervejs. Det er måske filmens svaghed: den er svær at holde fast ved som tilskuer. I starten er det langsomme tempo spændende: Hvad sker der nu, der sker der ikke noget, der sker der stadig ikke noget, hvad sker der nu, stadig ikke noget osv.

På en måde synes jeg det var fedt. Det virkede som om, instruktøren virkelig var reelt ligeglad med hvad jeg syntes. Han havde lavet en film til ham selv, synes vi den var kedelig, fint så kunne vi falde i søvn. Filmen prøvede ikke at tilfredsstille nogen.

Det kunne jeg meget godt lide. Den endte også med at løbe afsted med årets DOX:AWARD. Meget sejt.

Så var der jo også MIX CPH, also known as: Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival. Her var jeg inde og se to film:

1. Jamie and Jessie are NOT together

Denne her meget indie-agtige lesbiske romatiske-komedie-musical. Det lyder sjovt ikke?

Desværre fungerede det overhovedet ikke. Skuespillet var dårligt, historien var forudsigelig, og ingen kunne synge. Meget ærgerligt.

Så var jeg inde og se...

2. Tomboy (Celine Sciamma)

En virkelig fin fransk film. Plottet var ret simpelt: En meget drenget pige flytter til en ny by, fortæller de andre børn at hun er en dreng, bliver forelsket i en pige, de andre opdager hendes hemmelighed, det bliver kompliceret.

Men den fungerede til gengæld rigtig godt. Det var enormt fedt at kunne se, den her meget voksne problematik gennem et barns øjne. Det var tit meget tragikomisk, som for eksempel i den scene hvor pigen laver en modellervoks penis til sig selv, inden hun skal ud og bade med de andre børn.

Hvis i missede denne film både på Buster og Mix, skal i prøve at finde den! Den går sikkert en gang i Grand.

Harry Potter evangeliet

Det skal lige siges, at dette indlæg indeholder spoilers for den sidste Harry Potter-film.

Jeg læste for ikke så lang tid artiklen "Fantasy evangeliet" i filmmagasinet Ekko. Den argumenterede for, at fantasy var rå religiøs propaganda, og på alle tænkelige måder kun skadeligt og latterligt. Det vil jeg gerne kommentere lidt.

Jeg har så været inde og se den nye Harry Potter film, og jeg må sige, at der nok er flere religiøse undertoner i den, end i alle de andre Harry Potter film tilsammen. For eksempel der hvor Harry Potter midt i kampens hede finder ud af, at han bliver nød til at ofre sig selv for at udslette Voldemort (Kristus der ofrer sig for at frelse menneskeligheden). Han går døden i møde med åben pande, bliver avada kedavraet, og dukker i et stort lyst rum hvor han møder Dumbledore (han er i paradis og møder gud) og genopstår tilbage til kampens hede for fortsat at frelse menneskeheden (påsken). Eller hvordan alle de forskellige karakterer passer enormt godt på bibelen. Harry (Jesus), Snape (Judas, som tilsidst bliver renset, akkurat som i Judas-evangeliet), Dumbledore (gud) og Mother Weasley som den rene og beskyttende kvinde (Maria Magdalene).

Nogle hard-core Harry Potter fans, bliver enormt sårede hvis man nævner de ret åbenlyse sammenhænge mellem Harry Potter og bibelen. Men hvorfor det? Næsten alt hvad vi omgiver os med af fortællinger er påvirkede af bibelen. Jeg synes ikke det er noget der forringer historien, mere at det er en ny måde at analysere den på. Altså, synes jeg ikke der er nogen grund til at skælde ud på hele fantasy som genre.

Her et et link til artiklen:

http://www.ekkofilm.dk/essays.asp?viewall=true&table=essays&id=198

The Tree of Life

Terrence Malicks nye film "The Tree of life" skal ses i biografen. Det er film så fantastisk visuelt smuk, at det tager pusten helt fra dig. Det er en helt speciel og film, som det er svært at finde noget der ligner.

"The Tree of Life" er en film der handler om utrolig meget. I løbet af de 2,5 timer filmen tager følger vi en sydstatsfamilie med en ustabil dominerende far (Brad Pitt) og 3 drenge, samtidig med at der er en større historie i gang når kameraet farer rundt over universet og stjernetåger, ind i de mindste celler og tiden før der fandtes mennesker. Det giver et perspektiv på historien der giver en en følelse af sammenhæng mellem natur, univers, ja hele verden, på en så smuk og upåtaget måde som ingen film jeg har set før. "Sometimes there is so much beauty in the world, I feel I can't take it, like my heart is going to cave in." siger Ricky Fitts i Amerícan Beauty. Den følelser for man som tilskuer, når de fantastiske billeder ruller hen over skærmen med et lydspor af klassisk musik der følger hele filmen og også fungerer som en del af historien. Pludselig bliver det meget større end man kunne forestille sig.

"The Tree of Life" minder mig lidt om rumrejsen år 2001, ikke kun på grund af længden og begge films, hvad skal man sige, rolige tempo. Der er noget poetisk, noget "larger than life" over dem begge. De er film man kun ser en gang, men så heller ikke glemmer. Med dette sagt har "The Tree of Life" helt klart gjort sig fortjent til guldpalmerne.

Ungdomsfilm og os

Jeg læste engang et tema i filmmagasinet Ekko. Det hed: "Er ungdomsfilmen død?". Den handlede om hvordan der idag er færre og færre reele ungdomsfilm, og færre og færre unge der interesserer sig for ungdomsfilm. Mange mener at genren ungdomsfilm idag begrænser sig til platte amerikanske komedier som "Mean Girls" og "High School Musical".

Efter at værre kommet på efterskole må jeg dog sige: De tager fejl. Der er rent faktisk et kæmpe publikum til de gode ungdomsfilm. Der lever nogle klassikere om unge blandt unge, som alle her på skolen har et helt specielt forhold til. Vi ser "Christiane F.", Nils Malmros og gamle kitschede klassikere som f. eks. "Vil du se min smukke navle".

Sidste år kom der en ny ungdomsfilm ud, "Fish Tank". Det er en ufattelig smuk socialrealistisk film om en ung pige i et svært miljø. Den adskiller sig fra andre irriterende socialrealistiske film som insisterer på at være tragiske, ulykkelige og håbløse ("Precious" er et godt eksempel). "Fish Tank" er følsom, smuk og rammer den der specielle følelse af at være teenager og pisseusikker, som jeg også selv kender. Da jeg tog "Fish Tank" med på efterskolen begyndte der at florere rygter om den på skolen, og pludselig ville alle låne den. Og folk var generelt helt vilde med den. Der blev råbt og hulket da vi så den sammen i opholdsstuen. Vi følte os som en del af historien, følelserne, personerne. Nogle film forstår bare at tale unges sprog, og det er sindssygt undervurderet og misforstået.

Jeg tror der er et rigtigt stort marked for rigtigt gode ungdomsfilm for tiden. For der findes et publikum. Og det er de unge.

Hvad er CPH PIX?

Nu har vi i Danmark fået en ny og efterhånden rimelig velintegreret festival: CPH PIX. Men hvad er det overhovedet?

Efter min mening er CPH PIX en rigtig god ide. Det er nemlig rigtigt tilgængeligt for alle.

Man kan købe billetter i stort set alle biografer, der er gratis festivalprogrammer på biblioteket og filmene ligger i biografer på passende tidspunkter.

Derudover er filmene meget farverige: der er alt fra syrede kultfilm med peniser der vokser ud af væggene, til en hel serie med sære japanske b-film der tæller titler som "Nude Nuns With Big Guns" og "Karate-Robo Zaborgar". Derfor kan man få sig alt fra et godt grin til en udvidet horisont i de 18 dage festivalen varer.

Jeg har været inde og se en japansk og en irsk film sidste år, og det var ihvertfald specielt og meget af tiden rigtig godt.

Selv er jeg lidt deprimeret. Efter nu at have læst festivalprogrammet igennem 2 gange, undersøgt priserne for filmpas til hele festivalen, og hvordan jeg kan komme til at se film mandag, tirsdag, onsdag, torsdag osv., har jeg efterhånden fortrængt at festivalen foregår i København og ikke i Rudkøbing. Derfor vil jeg opfordre jer alle sammen til at gå ind på hjemmesiden og se nogle spændende film derude. Man kan også gå til seje events som Elefantmanden Live eller Blair Witch Project i en skov. Så kan i fortælle mig om det, og næste år så kan jeg komme ind og se dem alle sammen og blogge om spændende ungarske zombiefilm her på bloggen!

Derudover er der jo også andre festivaler, som den dejlige (omend noget tynget af langtrukne fransktalende ungdoms-socialrealisme i store doser) BUSTER-børne- og ungdomsfilmfestival, hvor billetterne er meget billige. Så er der jo også CPH Gay and Lesbian Film Festival, hvis man har lyst til at se bierne kysse lidt med bierne, og blomsterne kysse lidt med blomsterne.

Her kan man også opleve Xavier Dolans J'ai Tué Ma Mère, hvis man missede den på Buster sidste år. Den skulle være rigtig god.

Altså: Tag på filmfestival! Det er for fedt..

The King's Speech

The King's Speech (Kongens Store Tale), har så vundet en oscar for bedste film over andre og fremragende film som f. eks. Coen-brødrenes The Social Network, som jeg har set 2/3 af i et fly i Indien.

Så The King's Speech nu fortjent det? Jeg har været I Rudkøbing Bio og se den, og ja det er faktisk en skidegod film. En meget klassisk oscar-vinder.

Den handler om (for dem der ikke skulle vide det) den nye konge af England (Colin Firth)'s kamp for at kunne trodse sin stammen og derfor kunne holde gode taler, som kan støtte folket. Det får han så hjælp til via sit venskab med en "meget uortodoks og bramfri" taleterapeut spillet af Geoffrey Rush. Filmen veksler elegant imellem venskabet mellem kongen og taleterapeuten, og de store begivenheder i kongehuset og landet.

Filmen fungerer rigtig godt. Historien om kongen der stammer er virkeligt medrivende, og man føler sig meget nær kongen, som om man står og kigger med bag et skab (som Jeffrey i Blue Velvet) på noget man ikke må se, det allerinderste af det engelske kongehus. Skuespillet fungerer super. Jeg er et kæmpestort fan af Colin Firth, og hans evne til at spille meget stiv britisk men samtidig meget emotionel. Visuelt er den lækker og flot.

Det hele kan dog godt blive lidt... stift? The King's Speech er sådan set et klassisk britisk historisk drama, uden så frygteligt mange nye ideer. Det er nemt at komme til at savne lidt frækhed over den slags film. Så derfor vandt den selvfølgelig den oscar.

DK, Bier og smukke børnevampyrer

Så vandt Susanne Bier en oscar. Amerika har kastet sine fedtede oscar-statuetter efter den danske kunst. Hvad betyder det så?

Det kan man vel tolke på mange måder. Enten "Vi synes Susanne Bier laver verdens bedste film!" eller "Susanne Bier laver film der kan måle sig med vores historiske følelsesporno, der normalt vinder oscars!". Det er jo ikke bare den bedste film der vinder oscars. - Det er den amerikanerne bedst kan lide, dvs. den mest amerikanske.

Så okay, det kan godt se ud som om, at amerikanerne har fået øjnene op for norden. Med for eksempel det tvivlsomme stjernebesatte remake af Susanne Biers "Brødre". Det er egentlig okay, for den var ret amerikansk i forvejen. Men så.. rørte de.. "Lad den rette komme ind", en fantastisk svensk gyser. Meget original, og smuk på sin helt egen måde i historien om en lille dreng der møder en pige som er vampyr. Det hele er så visuelt underspillet og flot, en af de mest originale nordiske film længe, og også sat på det britiske filmmagasin Empire's liste over de 100 bedste ikke-amerikanske film

Og hvad sker der så? Så siger Hollywood: "Det er da en meget god ide.." og så laver de en mere splattet version med smukke børneskuespillere som vampyrer.

De nederste er de nye. Sådan der. Stephen King kalder remaket "Den bedste amerikanske gyser i 20 år. Suk.

Så hvad skal i med alt den opmærksomhed, hvis det bare skal foregå på den måde? Hollywood har altid siddet på pengene, og det var jo meget det samme der skete for fransk film. Jeg håber bare, at Norden ender med at få den anerkendelse de har brug for, måske et nyt gennembrud og en ny Bergman og Trier.

Lad os snakke om... Tysk film!

Jeg kan godt lide tyske film. Fordi de taler tysk. Men også ud over det, fordi der er virkeligt mange gode film fra tyskland!

Jeg er ikke i stand til rigtigt at drage nogle parrelleler, mellem tyske film og sige: "Dette er typisk tysk film..", jeg kan bare sige, at der er enormt mange interessante film fra vores naboland.

Det starter vel med Fritz Lang, som jeg ikke ved om i kender. Han lavede nogle af de flotteste stumfilm nogensinde, her i blandt Metropolis. Her kommer lige et billede.

Kan i se hvor flot den er? Og de har lige fundet nogle, aldrig før sete dele af Metropolis, der pludselig gør den meget længere og bedre.

Så er der Wim Wenders, en tysk instruktør, der har tendens til meeeget langtrukne, men flotte film. Den jeg har fået mig selv i gennem var i hvert fald vildt flot: Himlen over Berlin med Bruno Ganz der spiller en engel, der forelsker sig i en cirkusprinsesse.

Meget flot.

Og så, synes jeg, en af de bedste. Bliktrommen. Das Bleich Tromme (tror jeg?). The Tine Drum. Denne meget skæve film, handler om en lille dreng Oscar, der beslutter sig for, aldrig at vokse mere. Og det holder han så passende op med. Han bliver til sådan en underlig dværg der må rejse ud og opleve verden. Han møder blandt andet et cirkus med andre af den slags dværge. Nogle af de bedste scener tæller da Oscars mor spiser fisk til hun dør, Oscar prøver at have sex med sin barnepige og skriger så højt at han springer glassene med babyfostre hos en doktor.

En klassiker og en sindsygt fed film.

Så er der også lidt nyere fede tyske film. Good Bye Lenin, Christiane F, De Andres Liv. Der er sikkert nogle jeg har glemt. Men lad os ikke fortvivle! Der er tusind interessante filmlande, og selv om Tyskland godt kan stå lidt i skyggen af Frankrig som det store kunstneriske filmland, så synes jeg alligevel, at det er værd at tale om.

Black Swan - Når den nok ikke vinder en oscar, skal den i det mindste have lidt omtale

Jeg har nu været inde og se Black Swan med Natalie Portman. Meget omtalt film, og med god grund. For man kan sige meget om den, men den er ihvert fald original og, på mig, meget rystende. Den handler, som mange nok ved, om en ballerina som lever lidt som en lillepige med sin mor der styrer alt for hende (det er nogle af filmens bedste scener, der viser deres forhold - vildt god kemi). Hun kæmper for at finde sin mørkere side for at skulle spille den sorte svane, og pludselig bliver hendes verden revet væk under hende og så slår det klik for hende.
Filmen fungerer rigtig godt i sine skræk effekter: sammengroede tæer, vilde slagscener med personer hun forestiller sig, blod og onde ting der vælter op i stærk kontrast til balletens smukke verden. Hun er lidt som den hvide svane i Svanesøer, der selv bliver tvunget til selvmord af den sorte svane der stjæler hendes prins. Den efterlader en meget rystet. Den gjorde et kæmpe indtryk på mig, og er overi købet også enormt flot. Man kan stadig nå at tage ind og se den. Så kommer man i de små hyggelige biografer, uden popkornsgnaskende 7. klasser.

Javier Bardem - Når man er lækker med ble

Jeg har lige været inde og se Biutiful i biografen. Den er faktisk rigtig god. Meget melodramatisk, ikke ligefrem nogen feelgoodfilm, men på sådan en rå flot måde. Meget visuel. Og så er den enormt velspillet af Javier Bardem, som også er med I Vicky Christina Barcelona af Woody Allen (seriøst verdens lækreste film! Jeg mener, Scarlett Johansonn, Penelope Cruz OG ham i samme film!!).

Bardem optræder i mange af scenerne i ble, med prostatakræft og rødt tis i bukserne og stadig væk være lækker! Jeg mener, det skal man da have en klapsalve for.

Klap, klap.

Folk siger, jeg er kedelig

Desværre har folk en tendens til at misforstå de utroligt relevante og altid interessante indskud om film som jeg kommer med. Som dengang jeg, på cykel på vej over et lyskryds udbrød til min mor: "Mor, vidste du at En Nations Fødsel af D. W. Griffith fra 1915, er den første film til at bruge krydsklipning?". Så får man gudhjælpemig at vide, at man er kedelig. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, da det jeg sagde, både var relevant og sandt!

D. W. Griffiths En Nations Fødsel fra 1915, VAR den første film til at bruge krydsklipning. Jeg har dog ikke set den (jeg har en tendens til, at være lidt for god til at læse om film, i stedet for at sem dem). Jeg lånte den engang på biblioteket på VHS. Det var der jeg fandt ud af at min antikke VHS-maskine (ligner lidt en mikrobølgeovn, skærm på 1/2 A4-papir) kun kunne spole tilbage manuelt, altså ved at sidde og trykke på spoletilbage-knappen.

En Nations Fødsel er 3 timer lang. Sorthvid stumfilm. Racistisk. Så er det så der man vælger at se Den Andalusiske Hund, Metropolis og den gamle King Kong i stedet og følte mig meget dygtig og skolet indenfor stumfilmsgenren, dog fortsat uden at have set den første film der brugte krydsklipning. I der læser det må meget gerne se den, så kan i lige sige mig om den er værd at sidde og spole 1 time tilbage på.

Forresten kan jeg klart anbefale Den Andalusiske Hund, den er virkelig fed. Den er lavet af Salvodor Dali og der er en scene med en kvinde der har myrer kravlende ud gennem håndfladerne. Og så er den dejlig lang, ikke som gaaab Metropolis, der bare tager for evigt. Jaja, det er et "mesterværk" og alt det der, men når du ser den på et halvt A4-papirs skæm, er den ikke helt så speciel.

Verdens sejeste instruktør

Kubrick! Ku-Ku-Ku-Kuuubrick! Det siger jeg, og hvad siger i så?

Lad mig lige præsentere, for alle jer åndsforsnottede nossehoveder, der ikke ved hvem jeg snakker om: Kubrick. Det er ham der.

og han har lavet, det her

Plus nogle flere, for eksempel Dr. Strangelove, som er en af mine yndlingsfilm. Det er en komedie om et atomangreb der springer hele verden i luften, under den kolde krig. Med yndlingscitater som:

"Mein fuhrer, I can walk"

"10 men for each women" og

"Nuclear combat against the ruskees"

er det måske den bedste komedie jeg har set, dermed altså også verdens bedste. Alt hvad Kubrick har rørt, er ellers også guld. A Clockwork Orange er fantastisk. Rumrejsen år 2001, er et mesterværk for sin genre. Der er kun gode ting. Så, hvis i går og mangler nogen at dyrke: Kubrick kan ikke undervurderes!

Farvel.

Verdens bedste filmsmag

Jeg spørger jer: Har Tone egentlig verdens bedste filmsmag? Har hun egentlig det? Og jeg svarer jer: Det synes jeg ihvertfald. Og da det nu så tilfældighvis er mig, der var den første til at tage navnet "verdensbedstefilmsmag.blogspot.com", så synes jeg, at jeg i det mindste må have lov at have ret på den her blog.

Så hvad er så det bedste i verden? Hertil må vi jo lægge, at undertegnede med verdens bedste filmsmag, ikke har set alle film i hele verden, faktisk langt fra. Men jeg vælger at gå ud fra den tese, at det undertegnede ikke har set indtil videre, nok ikke var verdens bedste (for så ville jeg da have set det! Øh?!), og ellers ska ljeg nok holde jeg opdateret, om hvad der er det nye verdens bedste! Got it?

Så hvad er egentlig det bedste (indtil videre)? Det skal jeg sige jer! På den her blog! Bare vent og se: Det her bliver den mest oplysende blog i hele jeres liv!